Pineau des Charentes

 

Pineau des Charentes laves i Cognac distriktet, der ligger lige nord for Bordeaux i det sydvestlige Frankrig.

Det vides ikke præcist hvordan Pineau des Charentes kom til verden, men legenden siger, at lige som så mange andre vidundere, blandt andet Champagne, er det opfundet ved en tilfældighed. En vinbonde i Cognac distriktet hældte ved en fejl frisk druemost i en vintønde han troede var tom. Vintønden var imidlertid ikke tom, men indeholdte en eau-de-vie af Cognac. Eau-de-vie er forstadiet til Cognac, hvor den endelige Cognac samles af forskellige eau-de-vie’er, der hver bidrager med sin smagsnuance og egenskab. Først flere år senere opdagede vinbonden den klare og solrige vin, og Pineau des Charentes var født.

Pineau des Charentes fremstilles således ved at man tager den friske let gærede druemost og blander med eau-de-vie Cognac og herefter lagres det i egetræsfade fra 1 år til mange år, alt afhængig af hvilken type Pineau man ønsker.

Pineau des Charentes findes enten som Blanc (hvid) eller Rouge (rød)/ Rosé, og har typisk en alkoholprocent på 16-22 %.

Pineau des Charentes Blanc

Pineau des Charentes Blanc laves på Cognac druerne ugni blanc, folle blanche, colombard, men kan også laves på en del andre druetyper såsom de røde Bordeaux druer merlot og cabernet sauvignon. Pineau des Charentes Blanc lagres i minimum 18 måneder hvoraf de 12 måneder er på egetræsfade. Blanc Vieux (gammel) lagres i minimum 5 år på egetræsfade. Blanc Très Vieux (meget gammel) lagres i minimum 10 år på egetræsfade.

Udseende

Den unge Pineau des Charentes har en smuk solrig strågul farve. Farven udvikler sig til en mere dyb og mørk guld- og ravfarve jo længere Pineau’en lagres.

 

Duft og smag

Intens, elegant og kompleks med noter af lindetræ og vinranker, der blander sig med nuancer af friske frugter som fersken, blomme og figen, og tørrede frugter som mandel, blomme, kvæde, med et strejf af vanilje og honning.

Rig og fyldig i smagen med smagsnuancer af svesker, blommer, kompot, nødder. Jo længere lagring i egetræsfade jo mere træder noter af honning, vanilje, svesker, nødder og kanel frem.

Blanc

Blanc Vieux

Blanc Très Vieux

Pineau des Charentes Rosé og Rouge

Pineau des Charentes Rosé og Rouge laves ofte på cabernet sauvignon, cabernet franc, malbec eller merlot noir.

Pineau des Charentes Rouge lagres i minimum 12 måneder, hvoraf de 8 måneder er på egetræsfade. Rouge Vieux lagres i minimum 5 år på egetræsfade. Rouge Très Vieux lagres i minimum 10 år på egetræsfade.

Udseende

Mahogni farve, pink eller dyb rød, kobberfarvet. Længere lagring på egetræsfade giver en mere rav og murstensrød farve.

 

Duft og smag

Pineau des Charentes Rosé er særligt let og elegant og er kendetegnet ved meget frugtige noter såsom hindbær eller kirsebær.
Pineau des Charentes Rouge er mere intens, med noter af de mere mørke bær såsom friskplukkede solbær, brombær eller kirsebær, suppleret med nuancer af krydderi, lakrids, kanel og vanilje.

Mild og blød smag af røde frugter, og lang eftersmag. Længere tids lagring i egetræsfade fremhæver noter af træ, svesker og chokolade.

Rouge

Rouge Vieux

Rouge Très Vieux

Hvornår nydes en Pineau des Charentes bedst?

Og hvilken en type skal jeg vælge?

Pineau des Charentes er en sødmefyldt frisk drik, der nydes bedst serveret ved 8 til 10°C i et tulipanformet glas. Pineau minder i stil om portvin, men har efter min mening mere karakter, glød og liv end portvin. Pineau des Charentes egner sig fantastisk som aperitif, mens du laver mad, til desserten, i madlavningen eller i drinken.

Find mere viden og inspiration i plakaten til højre.

Pineau des Charentes hos The Wine Tree